Af Kasper Leonhard Hovgaard.
Efter et halvt års tjeneste i Sydsudan, fra januar til juli, var jagtlysten stor her i efteråret, da jagten for alvor gik ind. I efterårsferien tog min far og jeg til Dannäs i Sverige for at deltage i den årlige elgjagtspræmiere. Det er en tilbagevendende begivenhed, som man helst ikke vil være foruden når, man har prøvet det én gang. Vi kommer i et elg lag, hvor vi er inviteret af vores svenske jagtkammerater. Det er et område på godt 2500 HA, med en god elgbestand. Man skal være meget heldig, hvis man skal skyde elg. Da der skydes på kvote ender det ofte med, at man får noget for man ikke må skyde til. Jeg havde sidst skudt elg i 2001 og forventningerne var ikke højere end de plejede at være. Bare man SÅ elg, ville det være godt. Den første af de to jagtdage der var planlagt startede med, at der blev nedlagt en 6-takker og en kvie. Der måtte skydes to tyre, som skulle have 5-takker eller derover. Derudover var der én kvie og fri afskydning af kalve, når de optrådte som dobbelt-kalv. Det betød at chancerne efter frokosten var blevet noget mindre, men man kunne jo håbe på, at der ville komme vildsvin forbi. Til dagens sidste såt trak jeg en post lidt inde i såten. En mindre lysning omkranset af fyrretræer og noget meget tæt birkeskov med træer der var en 6-7 meter høje og med en stamme tykkelse som en underarm. Der en hun der halsede meget langt væk den første time, men intet skete. Efter yderligere en time var kl. ved at være 15 og jeg begyndte så småt at samle mine ting i rygsækken. Elgjagt kræver varmt kaffe og gerne lidt suppe man kan sidde og hygge sig med. Mens jeg pakker rygsækken hører jeg larm i skoven, men er ikke sikker på hvad det er. Jeg kan høre, at det er noget stort og det kommer i min retning. Jeg tager riflen op og venter. Foran mig ligger den tætte birkeskov og der er ca. 60 m til kanten. Jeg venter og kan høre at dyret eller dyrene der er på vej passerer en grøft med vand. Jeg er nu helt sikker på at det er elge eller vildsvin. Så kommer den karakteristiske lyd af gevir der rammer stammerne på birken og jeg er nu sikker på at der kommer en elgtyr. Bare den har mere end 5-takker, tænker jeg. Jeg begynder at kunne skimte elgen der nu er tæt på skovkanten og ser tydeligt at det er en tyr. Da den kommer ud svinger den, i let løb, mod venstre og jeg tager riflen op og tæller mere end 3-takker på den nærmeste stang. Der er ikke langt til det tætte fyrreskov, så jeg bruger ikke meget tid på at studere den, men sætter korset til bladet og skyder. Den tegner tydeligt men fortsætter bag nogle enkeltstående fyrretræer der desværre står tæt op af tårnet. Jeg repeterer og venter på at få frit skud igen. Jeg afgiver endnu et skud som den igen tegner tydeligt på og så forsvinder den ind i det tætte. Efter 50 meter kan jeg høre at den vælter om kuld og der bliver ro. Jeg kan ikke forlade tårnet, så jeg sidder og ryster lidt over hele oplevelsen og bliver mere og mere spændt på hvordan den ser ud. Efter en halv time kommer hunden i sporet og går til elgen. Ingen gøen, så jeg ved den er forendt. Så kommer hundeføreren og jeg kan høre at han siger ”6-takker” i radioen. Selvom jeg var sikker på at jeg afgav skud til lovligt vildt, er det altid en befrielse at få det bekræftet. En 6-takker elg kan man godt være bekendt, især når de to elge jeg tidligere har skudt begge har været pindtyre. Hundeføreren kalder mig frem. Der er tydelige spor fra elgen, blød og brækkede småtræer. Og der ligger den så….. hold nu op et syn. Hundeføreren havde meldt 6-takker på hver stang, så der lå en rigtig flot 12-takker elgtyr i skovbunden.
